Stort til ham og hende

Når jeg ser på min mor, så tænker jeg, at jeg aldrig vil ende, sådan som hun er. Hun er fed. Og hun ved det godt. Hun ved godt, at folk tænker, at hun må være doven og dum. Sådan lidt langsom i øverste etage. Hun er en af de kvinder, der bruger tøj i store størrelser. Hun er hverken dum eller doven. Tværtimod er hun et meget klogt menneske. Og et meget følsomt menneske. Og det er helt sikkert grunden til, at hun trøstespiser. Hun fortæller ofte om, hvor såret hun er blevet over en bemærkning, der er faldet, og som har handlet om hendes korpus. Ja, hun spiser for meget. Det er rigtigt nok. Og det er da også derfor, at hun skal bruge stort tøj til piger.

Hun ved det godt

Hun ved godt, hvad folk tænker om hende. Og det gør ondt på hende. Hun har fuldkommen mistet selvtilliden. Selvom hun har et godt arbejde og faktisk får en masse anerkendelse for de artikler, hun skriver i de der videnskabelige publikationer, så er det åbenbart ikke nok til, at hun får sin selvtillid tilbage.

Hun taler ikke om det til hverdag. Hun forsøger at vise os et glad ansigt og lade som ingenting. Men når hun så står i køkkenet og laver en creme til en lagkage, uden at der er nogen i familien, der har fødselsdag, så ved jeg, at hun er på vej ind i et af de der spiseorgier, som hun giver sig selv. Det sker ofte, at hun laver lagkage. Hun vil gerne dele med os andre. Men når jeg så gerne vil ud og stjæle et stykke af kagen – sådan sent om aftenen, så kan jeg se, at hun allerede har været der.

Grunden til, at hun kommer ind i de der faser med at spise for meget, kender jeg ikke helt. Jeg ved, at det har noget med hendes selvtillid at gøre. Eller den manglende selvtillid. Jeg har også en mistanke om, at den manglende selvtillid opstår, fordi der er noget galt med hende. Måske stress. Eller depression.

Jeg forstår det ikke

Jeg kan bare ikke forstå det. Hun går til behandling. Både hos en psykolog og en læge. Så hvorfor virker behandlingen så ikke? Hvorfor holder hun ikke op med at æde sig fed? Hvorfor kan de ikke få styr på hendes mentale tilstand? Det må jo være et eller andet inde i hjernen på hende, som bevirker, at det tager overhånd med kager og mad.

Jeg har besluttet mig for, at jeg aldrig vil ende som hende. Derfor gør jeg mig hård overfor min omverden. Jeg vil ikke have, at nogen som helst kommer for tæt på mig. Eller noget. Jeg vil derfor aldrig brænde for et job. Jeg vil derfor aldrig lukke et andet menneske helt ind til det inderste i mit hjerte. Jeg vil være dygtig. Kunne skøjte igennem uden at lade mig påvirke af andre menneskers glæde eller ulykke. Jeg vil aldrig skulle se mig selv i spejlet og fortælle mig selv, at jeg har brug for tøj i store størrelser, fordi jeg spiser ukontrolleret.

Jeg bruger selv stort tøj

Jernhesten er lige blevet sat ind i garagen og låst. Jeg styrter ind i entreen og flår min jakke af mig. Hænger den ud på gæstetoilettet. Den er dyngvåd. Det styrter bare ned. Og jeg har lige cyklet 8 km og vil bare ud og have et varmt bad. Bagefter vil jeg have en kop te.
Jeg havde besluttet mig for at køre ind til centrum for at se på butikker og eventuelt købe nogle af de første julegaver, der handler om tøj til de store i familien. Dem, som jeg ved, hvad skal være. Jeg havde faktisk også en plan om at ville se på jakker til mænd i store størrelser. Min kæreste skal nemlig have en ny jakke. Her til vinter. Han har ikke købt en ny jakke i de sidste 3 år. Syntes, ligesom at det ikke var nødvendigt. Men det synes jeg altså. Han kan da ikke rende rundt i den gamle las længere. Han holder af den. Det ved jeg. Men jeg synes altså, at den er så slidt, at han ikke kan være sig selv bekendt. Særligt ikke i offentlige rum. Han kan få lov til at gå med den, når han laver have arbejde, hvis han vil. Men hvis han ikke vil det, så smider jeg altså den gamle ud.

Fandt ikke den rette jakke

Men tror du, at jeg fandt en jakke til ham? Jeg så ellers på mange. Og mens jeg stod der inde i en butik i et stormagasin og kiggede på alle de smarte jakker til mænd, som var der en veninde, der stod lige ved siden af mig og sagde hej. Vi havde ikke set hinanden i meget lang tid, så der var ikke andre udveje end at gå hen på den nærmeste café for at få talt sammen. Vi havde mange ting at snakke om. Dels vores familier. Det er et emne, vi kan bruge mange timer på at tale om. Dels vores jobs. Det er også noget, vi kan tale om i lang tid.
Vi satte os derfor og fik kaffe. Til at begynde med. Men kaffen blev til frokost sammen. Og så blev frokosten til endnu en kop kaffe.

Min veninde fortalte mig, at hun har det godt. Hendes familie har det også godt. Og hun er stadig glad for sit gamle job. Selv fortalte jeg om mit nye job, som jeg startede på i sidste måned. Jeg fortalte hende også om hvor travlt min kæreste har det med sit job. Og om at vi stadig ikke har planer om at få børn. Ja, vi sludrede og sladrede i timevis.

Det var først, da jeg opdagede, at klokken var over fire, at jeg begyndte at tale om, at jeg skal se at komme hjem. Min kæreste og jeg skal til middag hos nogle af hans venner i aften. Vi skal være der kl. 18:00. Min veninde og jeg skiltes derfor med et løfte til hinanden om, at vi snart skal ses igen. Vi havde jo slet ikke nået at få talt om alle de vigtige ting. Og selvfølgelig fik jeg ikke købt en eneste julegave.