Hvem har ansvaret?
Hvem har ansvaret? Hvem skal jeg skyde skylden på? Mig selv, min søn eller kørelæreren? Min søn har lige fået kørekort. Og jeg gav ham lov til at køre en tur. Lige i det øjeblik, hvor han spurgte, om han måtte låne min bil, tænkte jeg ikke over, at vi har haft nogle frostgrader, og at vejene kan være glatte. Så jeg sagde ja. Havde travlt med noget hjemmearbejde. Han fandt selv bilnøglen i min taske. Lovede mig at køre forsigtigt, og at han ville være hjemme i løbet af en time.
Skal han betale erstatning?
Jeg registrerede sådan, ca. hvornår han kørte. Men efter 2 timer, hvor han endnu ikke var kommet hjem, begyndte jeg at blive nervøs. Og er der noget, der kan få min fantasi til at løbe løbsk, så er det nervøsitet. Jeg begyndte at forestille mig, at han var kørt galt, og at jeg har mistet min søn. Jeg begyndte at tænke over, om han har kørt for stærkt på de glatte veje og er havnet i en ulykke. Har han såret et menneske. Skal han nu til at betale offererstatning – læs om det her? Skal jeg til at finansiere en advokat, der kan forsvare ham i en eventuel retssag? Tankerne hvirvlede afsted. Min nervøsitet blev værre og værre. Faktisk blev det så slemt, at jeg fik kvalme og skulle ud op toilettet for at kaste op. Tanken om, at han måske ligger på et hospital og ikke har bevidsthed, eller kapacitet til at kommunikere med mig fik mig helt ud i tovene.
Var noget oppe at køre
Jeg går frem og tilbage inde i stuen. Sådan langs reolen, der står lige overfor vinduerne, der vender ud mod vejen. Kunne jeg se en bil komme imod vores indkørsel? Ja, nej. Selvfølgelig ikke. Der er jo en tæt hæk. Jeg kan måske skimte et lys fra en forbipasserende bil. Men ikke mere end det. Nervøsiteten får mig til at gå hen til vores vinskab. Jeg finder en god rødvin frem. Trækker proppen op. Finder et smukt glas. Skænker op. Tager en slurk. Sætter mig i sofaen.
Tager fat i vores advokat nu
Der er gået 3 timer nu. Vinen virker ikke, som den skal. Jeg slapper ikke af. Jeg spænder i hele kroppen. Tør slet ikke tænke på, hvad der kan være sket. Jeg begynder at indstille mig på, at jeg skal have fat i vores advokat inde i Fredericia. Han ved alt om ansvar og erstatninger. Finder min mobil frem. Trykker på mine kontakter. Min hånd ryster. Jeg taber mobilen på gulvet med et brag. Bander over den. Kan ikke lige finde nummeret til advokaten. Kaster telefonen fra mig. Går ud i køkkenet. Derfra er udsynet til vejen bedre. Og ja! Der kommer bilen. Min bil. Og der er ingen ridser eller buler. Min mand sidder bag rattet. Ved siden af sidder min søn. Jeg tænker, at der måske har været noget med politi og fartbøder.
Men nej. Det var bare toget, der var forsinket i 2 timer. Min søn havde siddet i bilen i 2 timer – parkeret nede ved stationen. Jeg bryder fuldkommen sammen i gråd. Kunne han dog ikke lige have ringet og fortalt, at der var forsinkelse?