Arkiv: Efterskoleforeningen

Kontant julegave til efterskoleelever

Det vækker jubel hos flere tusinde efterskoleelever og deres forældre, at de nu får en uventet kontant julegave af regeringen.

Det sker i form af, at de får nogle af de penge tilbage, som de betalte før skoleårets begyndelse.

Regeringen har tidligere besluttet at omgøre den tidligere regerings beslutning om yderligere nedskæringer i den offentlige støtte til et ophold på efterskole. Beslutningen træder i kraft fra anden halvdel af det nuværende skoleår. Derfor kommer der penge retur.

Selv om pengene går direkte i forældrenes lommer, glæder det i høj grad også Finn Tarpgaard, som er formand for Efterskoleforeningens Midt- og Vestjyske region. Han tror, at det her kan få flere forældre til at sende junior på efterskole i det kommende skoleår, oplyser P4 Midt & Vest.

Godt nyt for efterskoler

Regeringen tilbageruller planlagte nedskæringer i støtten til efterskoleophold.

Det er godt nyt for Midt- og Vestjyllands 31 efterskoler.

Næste år bliver det op til 20.000 kr. billigere om året end planlagt at sende et barn på efterskole, oplyser P4 Midt & Vest.

Det vurderer Efterskoleforeningens sekretariatsleder Sofus Bang Nielsen.

I forbindelse med finansloven aflyser regeringen de tidligere planlagte nedskæringer i elevstøtten ved efterskoleophold.

- Som jeg forstår det, vil der med forslaget også være en håndsrækning til f.eks. enlige forsørgere, der ellers ikke har haft råd til at sende et barn på efterskole, siger Sofus Bang Nielsen til P4 Midt & Vest.