Holstebro Musikskole har rekord i talentudvikling

Tilføjet onsdag den 1. februar 2012

Holstebro Musikskole har Danmarksrekord i musikalsk talentudvikling. Skolen har i perioden 2008-2010 produceret 30 kvalificerede optagelsessøgende svarende til 4,89 % af alle i hele landet, fremgår det af en opgørelse fra Kunststyrelsen. Desuden har skolen med MGK MidtVest også landets højeste karaktergennemsnit og dermed musikalske niveau. Den årgang, der blev optaget i år, opnåede et karaktergennemsnit på 10,4, og hele 54 % af de optagelsessøgende opnåede karakteren 7 eller derover. Holstebro tegner sig i øvrigt for en anden interessant rekord. OrkesterEfterskolen leverer suverænt flest kvalificerede elever med efterskolebaggrund til MGK, nemlig 19,85 % af alle. – Det gælder for musikken som med alle andre fritidsaktiviteter, at en dygtig elite forudsætter en god bredde. Tallene viser, at vores målrettede arbejde på musikskolen med et levende orkesterliv og relevante undervisningstilbud på alle hylder har effekt, og vi er meget stolte af denne placering, siger musikskoleleder Martin Gade. Musikskolen får til sommer en orkestersal, som opføres af kommunen og Færchfonden. Med disse forbedrede rammer kan man forvente et yderligere løft på undervisningssiden til glæde for elever og ansatte. Læs mere på www.holstebromusikskole.dk

Skriv kommentar